Nye licensregler øger fleksibiliteten og gør det mobile liv nemmere

Det er ikke blot tom snak, når Microsoft og andre aktører i it-branchen vurderer, at ’consumerization of IT’ er en tendens, man bør tage alvorligt. Faktisk melder ni ud af ti it-chefer i en nylig, globalt funderet undersøgelse, at deres ansatte allerede anvender private digitale enheder til arbejdsformål.

Det får igen tre ud af fem IT-chefer til – i et eller andet omfang – at tilpasse infrastrukturen, så de ansatte kan drage endnu mere nytte af de private enheder i professionel sammenhæng. Ikke blot for at gøre medarbejderne glade, men i mindst lige så høj grad for at lette samarbejdet og øge produktiviteten.

 

 

Tag Windows 8 med i lommen

Med et sæt nye Software Assurance-licensregler, der bl.a. omfatter Windows 8 og Office 365, bliver det nu let at ’tage sin arbejds-pc med sig’ på en USB-pind. Med Windows To Go kan man ganske enkelt arbejde videre med præcis samme dokumentadgang, indstillinger og høje sikkerhedsniveau på en nyere hjemmemaskine, som hvis man sad på kontoret. Men vel at mærke uden at skulle slæbe rundt på en fysisk computer.

På den måde følger licensen i højere grad brugeren end den fysiske installation. Hvilket er lidt i stil med, hvordan licensreglerne for Office 365 er bygget op.

Det gør licensreglerne enklere og nemmere at overskue for virksomheden. Men man har stadig den kendte Office 365-fleksibilitet, der gør det muligt at tilgå mail, dokumenter og kalender m.m. fra en fuldstændig vilkårlig mobil enhed. Uanset om der står Windows Phone, iOS eller Android på styresystemet.

Brit Mandrup, marketingansvarlig, Volume Licensing