IT-chefens gode råd til medarbejderne inden sommerferien

Hvordan kan medarbejderne bedst gøre sig klar til ferie væk fra kontoret? Essens har spurgt Microsofts it-chef Danni Evers om, hvad CIO’en bør opfordre medarbejdere til at gøre inden sommerferien.  Danni Evers giver her nogle gode råd, som Microsoft anbefaler virksomhedens egne ansatte, inden de pakker solcremen og tjekker baggagen ind.

”Det første jeg vil pege på er, at medarbejderen skal huske at installere alle nye patches og sikkerhedsopdateringer, hvis ikke dette sker fra centralt hold. Har vi fx brug for at tage vores pc med på ferien, hvor vi typisk har adgang via et langsommere netværk, kan en pc tage meget lang tid at opdatere. Desuden er det sund fornuft i forhold til sikkerheden, og det sparer tid, når medarbejderne kommer tilbage fra ferien,” siger Danni Evers.

Danni Evers giver desuden medarbejderne i Microsoft disse gode råd med på vejen inden ferien:

2)     Husk at ændre password inden ferien – så er man sikker på, at man ikke kommer tilbage til en pc med udløbet password. Eller endnu værre, at passwordet udløber under ferien, hvis man har brug for adgang.

3)     Tjek mailboksens størrelse – ryd op! Det giver hurtigere adgang til mails på fx smartphones o.l. Desuden vil du ikke kunne få tilsendt flere mails, hvis din mailboks fyldes under ferien.

4)     Aktivér Out of Office i Outlook med aktuel og relevant information. Det er rart at vide, hvornår afsenderen kan forvente et svar.

5)     Husk at aflyse møder. Mange møder er sat med fast interval. Det er godt kollegaskab at aflyse på forhånd, så de andre deltagere ikke venter forgæves.

6)     Blokerer den tid du er på ferie i dit kalendersystem, så man ikke bliver indkaldt til møder.

7)     Og som med Out of Office, bør medarbejderne også opdatere telefonsvaren med aktuel og relevant information – husk også at ændre tilbage efter ferie.

8)     Bruger virksomheden fx Lync Enterprise, kan man med fordel viderestille opkald til en kollega via Lync.

Selv om vi har adgang til vores data, kalender og mail via skyen og på vores smartphones, er det sidste råd fra Danni Evers: Husk nu at holde ferie – også fra pc’en og mobilen!