Rapport fra de sidste dage på IT Forum

Efter en succesfuld uge med masser af besøgende har IT-Forum nu lukket og slukket for denne gang. Men her får du en rapport fra konferencens sidste dage, hvor Jakob H. Heidelberg fra Interprise Consulting A/S impulsivt stiller op Speakers Idol konkurrencen.

Microsoft TechEd IT Forum 2007 er nu vel overstået – alle, jeg har talt med, har været yderst tilfredse med både arrangementets indhold og udbyttet heraf (fagligt som socialt). For mig personligt har IT Forum 2007 budt på utrolig mange gode kontakter i og udenfor Microsoft, samt en hel del faglig inspiration. Det giver lidt ekstra energi at løbe på gennem de forestående kolde og travle vintermåneder.

Under en ”Influencers fest” tirsdag aften stødte jeg på Jeff Wharton fra Australien, han havde ugen forinden vundet Speakers Idol konkurrencen for Developer-delen af årets TechEd. Han fortalte mig tilfældigvis, at der var en ledig plads i årets Speakers Idol konkurrence for IT Pro-delen af konkurrencen om torsdagen samme uge – og Jeff opfordrede mig til at give det et forsøg. Først afviste jeg det, da jeg vidste, de andre deltagere havde forberedt sig i længere tid op til årets IT Forum – og jeg havde rent faktisk, af forskellige årsager (bl.a. tid), direkte fravalgt at deltage i konkurrencen hjemmefra.

Nå, men efter en ”urolig” nat kom jeg frem til, at det vel næppe kunne skade det helt store at deltage – man kan vel altid smække en PowerPoint præsentation sammen om noget, der ligger en på hjertet, ik’?  Jeg kontaktede så onsdag formiddag personen bag Speakers Idol, og hun fik mig booket til torsdagens program – ”Wave 4” runden klokken 13.30 og hvis jeg var så heldig at gå videre, ville der være finale senere samme dag.

Efter lidt overvejelse frem og tilbage besluttede jeg mig for at tale om noget hen af ”Ændringer i Group Policy med Windows Server 2008” – og jeg begyndte om onsdagen at udarbejde en brugbar PowerPoint præsentation om emnet. Udfordringen var at få gjort det hele tilstrækkelig interessant – og samtidig afvejet til en blot fem minutter ”lang” præsentation, no more and no less. Samtidig ville jeg ikke gå glip af for mange sessioner (for ikke at tale om mine vagter som HOL Proctor), så det blev en lidt halvpresset onsdag – afsluttet af ”Country Party” aftenen, hvor de fleste danske deltagere mødte op i godt humør til lidt mad og drikke på Microsoft Danmarks regning.

Da torsdagen kom, lykkedes det mig rent faktisk at komme videre til finalen, som skulle afholdes kort tid efter. Desværre havde jeg ikke voldsomt meget tid til at følge op på dommernes (Andy Malone, John Craddock, Steve Riley og Michael Anderberg) kommentarer og velkomne kritik – men jeg fik dog rettet PowerPoint præsentationen lidt til i samarbejde med nogle af de utrolig flinke danskere, som støttede op om projektet.

Finalen var ligepludselig en realitet og meget konkret – Mark Russinovich var nu med i dommerpanelet som femte mand. Det var en helt utrolig oplevelse, hvor jeg skal indrømme, at jeg fornemmede lidt nervøs sitren i hænder og mave! Efter en indsats som jeg selv synes, jeg kan være godt tilfreds med, kom dommernes hårde afgørelse – desværre ikke i mit favør i denne omgang. Exchange MVP, Ilse Van Criekinge, fra Belgien løb med sejren på baggrund af en meget sikker præsentation om Autodiscover funktionaliteten i Exchange 2007. Godt gået og tillykke herfra!
Lad mig lige her sige tak til alle jer der bakkede op om min deltagelse i konkurrencen på den ene eller den anden måde – dejligt når man kan arbejde sammen på tværs af firmanavne, landsdele, interesseområder og hvad ved jeg... Tusind tak!

Jeg synes, at Speakers Idol konkurrencen er en super god ide, hvor man har mulighed for at presse sig selv lidt ekstra – og få feedback fra et velkvalificeret dommerpanel (og publikum). Jeg vil lige give et par gode og velmente råd til eventuelle fremtidige danske deltagere i Speakers Idol:
- Vælg emnet med omhu, det skal være yderst afgrænset: simplicity works
- Vær personlig i stilen og vis ”passion” for både emne og det at stå på scenen
- Gå lidt rundt på scenen og se publikum i øjnene (herunder dommere)
- Indled kort med en slags problemformulering, gå til løsningen (produkt/teknologi) og rund det hele af
- Varier dit sprog (engelsk) og skift tonefald, så det ikke bliver for ensformigt at høre på
- Find et godt tempo (flow/pace) og hold det
- Kig så vidt muligt ikke på dine PowerPoint slides, hvis du har valgt at bruge dem
- Brug af live demoer er tilladt, men overvej nøje hvad der skal præsenteres
- Brug et venligt, åbent og levende kropsprog
- Nyd det og lyt til dommernes kommentarer/kritik
Find yderligere info om årets Speakers Idol konkurrence.

Torsdag aften var jeg ude at spise med repræsentanter fra Special Operations Software (SpecOps), her fik vi rigtig talt de nye Group Policy relaterede ændringer godt igennem, min gode gamle kæphest: Software Restriction Policies (SRP*), samt SpecOps nye og ret interessante ”Command” produkt (findes i en gratis version), som bringer PowerShell mulighederne ind i Group Policy verdenen på fornem vis. Det lyder måske kedeligt, men det behøver det absolut ikke at være.

Sidste dag (fredag) stod pludselig for døren – og den skulle vise sig at bringe flere gode oplevelser. Jeg valgte at deltage i to forskellige Steve Riley sessioner af flere grunde: for det første er han en berygtet speaker, for det andet fordi han taler om emner, som interesserer mig (sikkerhed) og for det tredje havde han været dommer over mig, så der havde jeg ligesom en chance for at ”give igen”  Han kørte i vanlig overlegen stil – først omkring Bitlocker og ”hvorfor folk dog ikke krypterer deres data, når det nu koster dem kassen”, og dernæst omkring sikkerheden på Windows Mobile 6 enheder.

Fredag deltog jeg også i en session omkring et nyt produkt: Microsoft System Center Mobile Device Manager 2008. Ja, det er et langt navn, der selv i forkortet form er vanskeligt at huske (MSCMDM). Der er her tale om et produkt, som de fleste Exchange administratorer nok har set et behov for længe – nemlig en ordentlig metode til at styre sine mobile enheder. Der er simpelthen tale om en Group Policy baseret tilgang til at få rullet sine politikker ud på enhederne, installere software osv. Alt i alt et produkt hvis teknologi efter min mening kun kan spås en god fremtid i en Mobility-verden, som den vi lever i nu.
På Ask-The-Experts standen hvor jeg blev placeret, blev der stillet mange spørgsmål ifht. nyhederne indenfor Group Policy på Vista og Windows Server 2008. De fleste spørgsmål kunne dækkes ind med viden fra mine artikler om emnet her:
https://www.windowsecurity.com/articles/Managing-Windows-Vista-Group-Policy-Part1.html
https://www.windowsecurity.com/articles/Managing-Windows-Vista-Group-Policy-Part2.html
https://www.windowsecurity.com/articles/Managing-Windows-Vista-Group-Policy-Part3.html
- samt den information jeg gav i mit forrige indlæg her på Technet.dk.

Det var alt for denne gang. Jeg håber vi ses på en event derude en dag – eller eventuelt på vores danske Microsoft Community: www.it-experts.dk!

* = Find mere info om SRP her:
https://www.windowsecurity.com/articles/Default-Deny-All-Applications-Part1.html
https://www.windowsecurity.com/articles/Default-Deny-All-Applications-Part2.html