IT Forum dykker ned i virtualisering

Årets it-begivenhed, IT Forum i Barcelona, står blandt andet i virtualiseringens tegn. Læs med her, hvor Thomas Godsk Jørgensen fra Avanade Denmark, rapporterer fra konferencens anden dag:

Der er ingen tvivl om, at virtualisering er et hot emne på dette års IT Forum. Først var der annonceringen af Hyper-V og Microsoft Hyper-V Server  i går foruden de sessioner, der går i dybden med Hyper-V, System Center Virtual Machine Manger (VMM), der blev frigivet for nylig, og SoftGrid, der kommer i en version 4.5 – nu tilgængelig i public beta – under det nye navn Microsoft Application Virtualization.

Om formiddagen hørte jeg en session om Virtual Desktop Infrastructure, hvor det konceptuelle indhold var temmelig interessant. Talerne fortalte om fire forskellige desktopalternativer til den almindelige pc: Blade PC-desktop, Remote-Boot PC-desktop, Terminal Services (eller Citrix) desktop og en serverbaseret virtuel maskine-desktop. Det var den sidste, der var fokus på i Windows Vista-forklædningen kendt som Windows Vista Enterprise Centralized Desktop eller VECD fra et licenssynspunkt.

Teknisk består VECD-, VDI- eller ”hosted desktop”-konceptet kort fortalt i, at brugerne får deres Windows Vista-desktop i en virtuel maskine installeret på en server(farm) og tilgår den fra en pc eller en tynd klient via Remote Desktop (Fjernskrivebord). VECD- benytter pr. klient-licenser (per access device) – dvs. det er tilladt at installere et ubegrænset antal virtuelle maskiner med Vista Enterprise, idet man betaler for det antal fysiske klienter, der har adgang til VDIen. Den umiddelbare fidus er, a) at det er nemt at ”installere” en ekstra pc, og b) at man (i praksis) kan tillade, at den enkelte bruger installerer software modsat på en Terminal Services-/Citrix-server. Som med en Terminal Services-/Citrix-baseret løsning kræver VDI-konceptet som præsenteret, at man er online. Men fra et teknisk synspunkt er der jo ikke noget i vejen for at installere virtuelle pc’er på den fysiske pc.

Faktisk kender jeg til mindst én virksomhed, der har overvejet denne type løsning for derved at slippe for bekymringer og problemer i relation til inkompatibilitet med drivere i situationer, hvor hardwareindkøb foretages decentralt. På den måde kan man nøjes med at tilbyde og understøtte ét enkelt pc-image: Et virtuelt pc-image – altså en enkelt VHD-fil. Det lyder besnærende – blot skal man være opmærksom på de begrænsninger, der vil være på den ene eller anden måde i forhold til f.eks. diverse typer periferiudstyr. Jeg undrer mig lidt over, at dette femte alternativ ikke var med i præsentationen.

Specielt i relation til Hyper-V-annonceringen på dag 1. Tænk nu hvis – og dette er mine helt egne udokumenterede ”nørd-hvad-nu-hvis-drømme” – man installerede Microsoft Hyper-V Server i en klientudgave på en fysisk pc? Så havde man en ret hæftig klientvirtualiseringsløsning med virtualiseringens fordele og Hyper-Vs fortrin i forhold til Virtual PC, samtidig med at mobilitet i løsningen bevares. Og hvad nu hvis SoftGrid-teknologien kunne udvides til at omfatte selve operativsystemet? Ja, tilsammen med førstnævnte ville man have mulighed ”streaming af klient pc’er” med virtuelle images, der (næsten) performer som fysiske pc’er – enorm fleksibilitet og umiddelbart noget nemmere at administrere. Som sagt er dette mine egne, personlige spekulationer – men der synes uanede muligheder med virtualisering!

IT Forum er en fantastisk saltvandsindsprøjtning, og da jeg ikke selv er virtualiseret (endnu), kan jeg desværre ikke overvære flere sessioner samtidigt. Derfor er det godt være flere af sted sammen, så man kan dele sine oplevelser med hinanden. Og i den forbindelse kommer vi til det seriøse: Home automation. Min kollega, Kim Kaae, fortæller begejstret om Windows Home Server, og det er jo en kendt sag, at de fleste it pro’er oplever de største faglige udfordringer med at holde hjemmenetværket  i luften. Nu har Microsoft frigivet Windows Home Server som et rigtig godt produkt til let og fleksibelt både at dele filer, billeder, video osv., men også sørge for at pc’erne på hjemmenettet har backup og er ”sunde”. Man kan oven i købet få adgang til sin hjemmeserver på en sikker måde via internettet og få fat i sine data og endda fjernstyre pc’erne på hjemmenettet. Og så er let at tilføje ekstrafunktionalitet idet der allerede nu findes over 35 plug-ins til at udvide Windows Home Servers funktioner.

Windows Home Server var i første omgang beregnet til systembyggere, som leverer færdige præinstallerede Windows Home Server-løsninger. Men det er nu også muligt at købe den i løs vægt og bygge sin egen hjemmeserver, hvis man er til det.
Vi kommer helt sikkert til at se små smarte servere, som er baserede på Windows Home Server i julehandlen. Check den ud her.