Det 21. århundredes hårde bløde kompetencer

Af Julich Wiberg, salgschef

Uddannelsespolitikere som hævder, at Danmark skal klare sig på ’de bløde kompetencer’ har ikke helt ret. Det har undervisere, som kalder det 21. århundredes kompetencer for ’bløde’ heller ikke. Verden er ikke længere sort-hvid. Og da slet ikke, når det gælder uddannelse, undervisning og læring.

Jeg hører jævnligt det 21. århundredes kompetencer beskrevet som ’bløde kompetencer’. Som noget vi dels ikke kan måle, og som noget, vi kan bruge til at undskylde os med herhjemme, hvis det går skidt når skolen bliver målt på ’de hårde kompetencer’. Men det er en fejlslutning, at kalde det 21. århundredes kompetencer for bløde.

For det første kan man godt måle kompetencer som fx kollaboration, innovation og kommunikation. Jeg mener vel at mærke måle i betydningen evaluere. Det har Center for Undervisningsmidler, UCC, vist med deres model for integration af det 21. århundredes kompetencer i planlægningen af undervisning. Centeret har omformuleret 21. Century’s Skills til rubrikker, der kan bruges som værktøjer til planlægning af undervisningen og evaluering af elevernes læring. Det kan du læse mere om på www.21skills.dk.

For det andet sker arbejdet med det 21. århundredes kompetencer altid i en faglig (altså ’hård’) kontekst. Selvfølgelig sætter man sig ikke ned i en rundkreds og siger, at nu skal vi i gang med en kollaborativ læreproces. Men rundkredsen kan være det redskab man må bruge, for i fællesskab at løse en given faglig eller tværfaglig problemstilling. Ad den vej skaber man en kollaborativ læreproces hvor aktørerne både bliver fagligt dygtigere og bedre til at samarbejde om en opgave.

It er også et redskab som elever og lærere må dygtiggøre sig i for at arbejde optimalt med det 21. århundredes kompetencer. Lad os tage et eksempel, hvor en 10. klasse skal arbejde med aktuelle sager, som kræver kritisk håndtering af større datamængder - Big Data. I sagens natur kan den opgave ikke lade sig gøre uden it-redskaber. Men hvad der er mere væsentligt er, at den heller ikke lader sig gøre med hvilke som helst it-redskaber. For at lykkes skal valget af it-redskaber kvalificeres. Det er ikke nok, ’at gå på nettet’ eller ’at bruge et regneark’.

Og nu kommer min pointe om, at det 21. århundredes kompetencer er både bløde og hårde. Microsoft leverer løsninger både til private og professionelle i stort set alle brancher. Dermed kender vi behovet for at arbejde på tværs af de bløde og de hårde kompetencer. Og netop i disse år er vi på banen med løsninger, som integrerer behovene i fx omtalte 10. klasse, der i dette tilfælde som flertallet af landets øvrige skoler har licens på Office 365.

Med Office 365-licensen følger kollaborative tjenester som Lync og Yammer. De to tjenester er ikke ’bare’ videotelefoni og social medieplatform, selvom de har samme kvaliteter. Tjenesterne integrerer med de professionelle, ’hårde’ redskaber i Office-pakken. Rundkredsen bliver udvidet til et veludstyret virtuelt værksted, der fungerer som arbejdsfællesskab. I parentes bemærket er de annoncefri og fungerer uden afgivelse af personlige oplysninger til trediepart.

Office 365 ProPlus tilbyder også PowerPivot. Kort fortalt er PowerPivot for Office 365 ProPlus en intelligent udvidelse af Excel, der sikkert og validt giver brugeren mulighed for at finde og arbejde med store datamængder – også uden selv at kunne programmere. Altså en teknologi, der så at sige demokratiserer adgangen til information

Tjenesten er bygget op om et workflow, der trækker på både hårde og bløde elementer. Første fase handler om at søge, kombinere og indsamle data. Det kan man inde i Excel gøre direkte i fx Wikipedia eller Facebook. Fantasien til hvor man finder de relevante data kalder jeg en ’blød’ kompetence. Evnen til at indsamle og kombinere, kalder jeg hård. Men i realiteten giver det ikke mening, at skille ad.

Næste fase handler om at modellere og analysere og et fænomen som Pivot-tabeller bliver bragt i spil. Det tror jeg nok, at de fleste vil betragte som en af de hårdere. Men den leder frem mod en fase, hvor resultaterne skal visualiseres for derefter at blive præsenteret og delt – altså to typisk betragtede bløde elementer …

PowerMap kan være næste skridt. Her kan du ikke bare lave grafer over data, men det er muligt at visualisere dem på kort.

[View:https://www.youtube.com/watch?v=hmMfv5FaeRo:0:0]

Præsentationsvideoen af PowerPivot for Office 365 er lavet til virksomheder, men oversæt den selv til undervisningen og tænk på hvilke muligheder tjenesten åbner for.

I det 21. århundrede mener jeg, at undervisningsverden skal tænke helhedsorienteret. Det er ikke enten-eller. Det er både-og, når vi taler hårde og bløde kompetencer.

Om jeg ønsker mig bløde eller hårde pakker under juletræet, har jeg i øvrigt endnu ikke afgjort. Men jeg er er helt afklaret med at ønske alle læsere på bloggen, partnere, leverandører, kunder og netværksforbindelser en god jul og et godt Nytår. Microsofts EDU-team vender tilbage med meget mere om teknologi og det 21. århundredes kompetencer i 2015.

Kontakt mig genre, hvis du vil have uddybet hvordan Microsoft kan understøtte dine ambitioner for hvordan I vil arbejde med det 21. århundredes kompetencer i jeres lokale uddannelseskontekst.

Mail tll Julich Wiberg: jwiberg@microsoft.com