Tips til det ny og mere brugervenlige Skydrive

Af Torben Andersen, teknologirådgiver

Brugerinterfacet på SkyDrive er blevet væsentligt forbedret. Nu ligner det den klassiske stifinder, som alle kender så godt fra Windows. Samtidig er det blevet nemmere at finde de vigtigste funktioner, som at hente filer, redigere dokumenter og tilladelser samt arbejde med fotos. Den bedste, uafhængige beskrivelse af mulighederne i SkyDrive, får du muligvis i denne anmeldelse fra Computer World. En brugbar videopræsentation af SkyDrive finder du på blandt andet på YouTube. Men her følger kort fakta og et par tips fra undertegnede.

 

Mulighed for større enkelte filer
Den samlede datamængde, du har til rådighed i Skydrive, er uændret 25 GB, hvilket vel dækker  gennemsnitselevens/-underviserens behov rigeligt. Mere interessant er det, at grænsen for, hvor stor den enkelte fil kan være, er hævet fra 5o til 100 MB (hvor det samlededatamaksimum i Skolekom er 250 MB, blot til sammenligning – så du får altså meget plads på Skydrive).

 

Online redigering af Office-filer
En væsentlig grund til at anvende Skydrive er, at det giver adgang til at benytte Office WebApps. I den nye udgave er der ikke sket funktionelle ændringer, men brugere, der anvender en moderne browser som Internet Explorer 9, vil opleve, at Office WebApps starter væsentligt hurtigere og i det hele taget opleves mere dynamisk.

Tip 1: Lav genvej til Skydrive på proceslinjen 
I Internet Explorer 9 kan du åbne Skydrive og derefter trække fanebladet ned på proceslinjen i Windows 7. Fremover optræder Skydrive ikonet direkte på proceslinjen.

På billedet har jeg placeret Skydrive-ikonet mellem Windows Stifinderen og Facebook, som jeg har lavet samme nummer med.

Tip 2: Gem direkte fra Office til Skydrive
Microsoft Office kan man indstille til som standard at gemme i Skydrive i stedet for lokalt på pc’en. Læs i denne artikel,  hvordan du gør. Overvej muligheden, hvis du som it-vejleder eller underviser er ved at ”opdrage” klassen eller kollegerne til at gemme i skyen.